Som noget helt nyt fra sommeren 2024 kan du og din kreds booke sommerlejr på Sletten i præcis det antal dage, som passer jer. I er ikke længere bundet af, at lejrbygninger skal bookes for en hel uge. Det betyder, at hvis en uge virker for uoverskueligt for jeres kreds, så booker I blot den lejrbygning, I ønsker i 2, 3 eller 4 dage – Det er helt op til jer.
Skal I på lejr i 2, 3, eller 4 dage?
Tidligere har FDF-kredse være bundet af at skulle booke Slettens lejrbygninger en uge ad gangen, når de har holdt sommerlejre på friluftscenteret. Men det er slut nu!
Fra sommeren 2024 bliver det muligt at booke præcis det antal dage, I ønsker at afholde sommerlejr. Det betyder, at vist en hel uge virker for uoverskueligt, så booker I blot den lejrbygning I ønsker i 2, 3 eller 4 dage – Det er helt op til jer. Det vigtigste er, at I får en magisk lejroplevelse med hjem.
Friluftsluksus eller nostalgisk lejrstemning
På Sletten har vi et overflødighedshorn af overnatningsmuligheder. Uanset om I er til bekvemme lejrbygninger med plads til store armbevægelser, friluftsluksus i hyggelige hytter, unikke shelters eller teltpladser med udsigt over Julsø, så har vi de perfekte rammer, som kan give din kreds en magisk lejroplevelse.
Vi vil især fremhæve vores lejrbygning, Limbjerggård, og Bøgebjerghytterne, som på hver sin måde kan skabe et skønt udgangspunkt for en uforglemmelig lejr.
Friluftsluksus i Bøgebjerghytterne
Bøgebjerghytterne er friluftsliv på første klasse. De fire hytter med plads til otte overnattende i hver, giver jer de hyggeligste rammer for lejrlivet.
Ved stakladen kan I tænde op i bålet eller pejsen og nyde, at I har naturen helt tæt på – Måske hører I uglen i skumringen?
På regnvejrsdage kan I mødes om bordet i hytterne til spil og varm kakao, mens I varmer jer ved brændekomfuret.
Alle fire hytter er indrettet med toilet og bad, så der er ikke langt fra den varme, bløde seng til toilettet, når tissetrangen melder sig om natten.
Ved hytterne ligger Bøgebjerg Lejrbase, som er et fællesrum med fuldt udstyret køkken, borde og stole til 24 personer. Her er også syv toiletter og fire bruserum.
Med andre ord, Bøgebjerghytterne er alletiders friluftsluksus. Læs mere om Bøgebjerghytterne her.
Lejrnostalgi på Limbjerggård
Limbjerggård er en traditionel lejrbygning, som I garanteret kender fra tidligere lejrture. Så de voksne i kredsen bliver helt sikkert ramt af akut nostalgi, når I triller ind på gårdspladsen.
Her er plads til et lidt større lejrhold med sengepladser til 64 i sovesalsbygningen. Hovedbygningen er også rummelig med det store samlingsrum og et tilstødende opholdsrum. Her er god plads til leg og sjove indslag.
Lige som Bøgebjerghytterne ligger Limbjerggård også i et smørhul midt i skoven. Her er masser af plads til at lave hæsblæsende aktiviteter, men også til at finde ro og fordybelse hver især.
Én ting er sikkert – her er rum til at dyrke fællesskabet. Læs mere om Limbjerggård her.
Vores andre faciliteter
Opfylder Bøgebjerghytterne og Limbjerggård ikke jeres ønsker til en lejrtur, har vi mange andre overnatningsmuligheder. Læs mere om vores forskellige faciliteter herunder:
Sommerlejr er en leg på Sletten
Når du har booket jeres ophold, venter det store planlægningsarbejde af aktiviteter, madplan og indkøb. Det kan være lidt af en mundfuld. Men bare rolig – vi kan hjælpe dig med at gøre planlægningen til en leg.
Sletten bugner nemlig med aktiviteter, som er lige til at gå til. Du skal bare vælge, hvilke aktiviteter I har lyst til at fylde jeres program med – Og bedst af alt, I kan bruge dem kvit og frit, imens I er på lejr. Du kan se vores store udvalg af aktiviteter her.
Driller madplanen? Så kan du finde hjælp til planlægning af måltider og indkøb lige her.
Vi har lavet et bestillingsark med måltidspakker og varme retter, som er lette at gå til for både store og små hold. Du skal bare udfylde bestillingsarket og sende det til vores lokale købmand, så søger de for, at I får præcis den mad, I har brug for morgen, middag og aften. I kan selvfølgelig også bestille andre varer, som I skal have med på lejren.
Hvis du ønsker det, leverer købmanden også varerne lige uden for jeres lejrdør. Det bliver ikke nemmere.
Næste skridt…
… er at kontakte os, så hjælper vi dig godt videre med planlægningen af jeres næste lejrtur. Husk, lejrlivet er magisk året rundt.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Foto: Bernt Nielsen